20. maj 2018

Hjertestarter ved Emdrup Kirke

Emdrup Kirke har stillet sin hjertestarter til rådighed for området, ved at hænge den udenfor i stedet for inde i kirken. Vigen Vejlaug har rejst finansiering hos TrygFonden til hjertestarter-skabet, som nu er tilgængeligt til glæde for beboere i området og besøgende i Utterslev Mose.

Der blev rejst et spørgsmål på en generalforsamling for et par år siden; Har Vigen Vejlaug adgang til en hjertestarter? Svaret var nej, men på hjem fra generalforsamlingen – på vej ud af Emdrup Kirke – hang der en hjertestarter lige indenfor døren. Kort efter spurgte foreningen om kirken havde planer om at hænge den udenfor, så hjertestarteren blev tilgængelig for alle i området, også udenfor kirkens åbningstid. Lang historie kort: Vigen Vejlaug ansøgte og fik bevilget penge fra TrygFonden til et hjertestarter-skab, og kirken gik med til at levere strøm til skabet og hjertestarteren indeni.

Apps til telefonen

Hjertestarteren er at finde på muren ud mod kirkens parkeringsplads. Desuden kan det betale sig at orientere sig i TrygFondens hjertestarter app, som kan vise dig vej til den nærmeste hjertestarter, uanset hvor du befinder dig.

Derudover kan du overveje at installere 112-app’en. Benytter du den når du ringer 112, sendes din lokation til alarmcentralen sammen med dit opkald, og centralen ved dermed allerede hvor du befinder dig når du ringer op.

Hvis du er over 18 år, og har en smartphone, kan du desuden blive hjerteløber i Region Hovedstaden. I tilfælde af at der er brug for en hjertestarter eller livreddende førstehjælp i nærheden af en hjerteløber, får man en besked med instrukser om hvor man kan hjælpe med førstehjælp eller hurtig fremskaffelse af en hjertestarter. Du tilmelder dig ved at downloade appen ”Hjerteløber” og udfylde tilmeldingsformularen dér.