20. maj 2018

Ordningen Nabohjælp

Med ordningen Nabohjælp, kan vi som naboer hjælpe hinanden og arbejde for at forebygge indbrud. Det bedste er selvfølgelig, at tale sammen løbende, og at holde øje for hinanden. Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden understøtter yderligere med bl.a. værktøjer til synlighed.

Du har måske lagt mærke til Nabohjælp-skiltene, når du kører ind i området. De fortæller udefrakommende, at områdets beboere benytter nabohjælp, og skal gerne virke præventivt.

Tilmelding til Trygfondens Nabohjælp:

Det kriminalpræventive Råd og Trygfonden har lavet en app, som kan hjælpe med at imødegå indbrud.

Besøg hjemmesiden Nabohjælp.dk og vælg “Opret profil”. Når din profil er oprettet, kan du finde dine tilmeldte naboer, eller invitere dem. Tilmeldingsprocessen kan virke til vel omstændig. Du skal bl.a. afvente en kode i postkassen, som skal indtastes for at verificere at du er dén du angiver ved tilmeldingen, men det bunder jo i at udefra-kommende nødig skal kunne “infiltrere” de lokale Nabohjælpere ved at udgive sig for at være beboer, og dermed blive underrettet når en bolig står tom.

Når du opretter en profil på nabohjælp.dk eller app’en, får du følgende redskaber:

  • Adgang til at sende og modtage advarsler i dit nærområde, hvis der sker noget mistænkeligt
  • Klistermærker til postkasser og døre
  • Adgang til en feriekalender, så du kan fortælle betroede naboer i dit personlige netværk, hvornår dit hjem er alene hjemme
  • Postkort som du kan bruge til at invitere naboerne med i dit personlige netværk
  • Gode råd og vejledning til at undgå indbrud

Vejlauget opfordrer alle beboere i området til at tilmelde sig, og placere klistermærkerne synligt, så vi bedst muligt forbygger indbrud.

Udover Nabohjælp app’en udsender vejlauget selv en varslingsmail til alle i vores område, når vi får underretninger om indbrud. Giv derfor besked til bestyrelsen når du har info som bør deles, så udsender vi besked til områdets beboere.

20. maj 2018

Hjertestarter ved Emdrup Kirke

Emdrup Kirke har stillet sin hjertestarter til rådighed for området, ved at hænge den udenfor i stedet for inde i kirken. Vigen Vejlaug har rejst finansiering hos TrygFonden til hjertestarter-skabet, som nu er tilgængeligt til glæde for beboere i området og besøgende i Utterslev Mose.

Der blev rejst et spørgsmål på en generalforsamling for et par år siden; Har Vigen Vejlaug adgang til en hjertestarter? Svaret var nej, men på hjem fra generalforsamlingen – på vej ud af Emdrup Kirke – hang der en hjertestarter lige indenfor døren. Kort efter spurgte foreningen om kirken havde planer om at hænge den udenfor, så hjertestarteren blev tilgængelig for alle i området, også udenfor kirkens åbningstid. Lang historie kort: Vigen Vejlaug ansøgte og fik bevilget penge fra TrygFonden til et hjertestarter-skab, og kirken gik med til at levere strøm til skabet og hjertestarteren indeni.

Apps til telefonen

Hjertestarteren er at finde på muren ud mod kirkens parkeringsplads. Desuden kan det betale sig at orientere sig i TrygFondens hjertestarter app, som kan vise dig vej til den nærmeste hjertestarter, uanset hvor du befinder dig.

Derudover kan du overveje at installere 112-app’en. Benytter du den når du ringer 112, sendes din lokation til alarmcentralen sammen med dit opkald, og centralen ved dermed allerede hvor du befinder dig når du ringer op.

Hvis du er over 18 år, og har en smartphone, kan du desuden blive hjerteløber i Region Hovedstaden. I tilfælde af at der er brug for en hjertestarter eller livreddende førstehjælp i nærheden af en hjerteløber, får man en besked med instrukser om hvor man kan hjælpe med førstehjælp eller hurtig fremskaffelse af en hjertestarter. Du tilmelder dig ved at downloade appen ”Hjerteløber” og udfylde tilmeldingsformularen dér.

20. nov 2017

Renovering på Engblommevej

Som vedtaget på generalforsamling maj 2017, renoverer NCC kantsten og fortovet i starten af Engblommevej ved kunstnerhusenes lille sø “Viggo’s sø”. Derved sikrer vi at regnvandet finder ned i vejbrøndene, i stedet for at fortovet står vådt og mudret det meste af året. Der lægges 1 række fliser med græs på begge sider, og faldet på asfalten omlægges så vandet kommer i brøndene.

Der laves en tilsvarende mindre ændring på hjørnet af Engblommevej og Ved Vigen, så regnvandet på samme måde finder ned i brønden og den store vandpyt forsvinder.

13. jun 2017

Ny fortovsbelægning i starten af Rørmosevej

På Rørmosevej op mod Frederiksborgvej, er fortovsbelægningen udskiftet på mose-siden af vejen, efter at kommunen påbød udskiftning af et mindre stykke ifm. udbedring af en skade på hjørnet mod Ved Vigen. 

Påbudet gjaldt et mindre stykke til udbedring, men efter at have inspiceret vejstykke og fortovet, øjnedes en mulighed for at forskønne området lidt, og samtidig tage lurende risiko for fremtidige skader i opløbet.

12. okt 2015

Nabohjælp i vores område.

Der er nu opsat Nabohjælp-skilte stategiske steder ved indgange til foreningens område, som fortæller at vi holder med hinandens huse, holder øje med ukendte personer i området og giver hianden besked når der sker noget mistænkeligt.

Nabohjælp er det mest effektive værn mod kriminalitet i boligområder, ved at vi alle er på vagt og taler sammen, om hvad der sker lokalt.